Andrey Kiritchenko er en flittig herre, der ikke alene udgiver stribevis af glimrende albums, men som også finder tid til at drive det eksperimenterende label Nexsound og dertil arrangere den elektroniske festival Detali Zvuku i Kiev. På pladefronten lod han senest høre fra sig med et album i Staalplaats Mort Aux Vaches-serie, men allerede få måneder efter er han klar med endnu en udgivelse. Ganske vist drejer det sig blot om en ep med seks numre og en spilletid på ca. 24 minutter, hvor Kiritchenko får selskab af den svenske chanteuse Sara Lunden.
There Was No End, som samarbejdet er kommet til at hedde, udsendes i serien Nexsound PQP, der skal skabe plads til mere lettilgængelig musik på det ellers avantgardistisk orienterede label. Kiritchenko goes pop? Tja, letfordøjelig popmusik kan man vel næppe kalde resultatet, men sandt er det da, at musikken har en iørefaldende kvalitet, som ligger et godt stykke fra Kiritchenkos typisk noget mere abstrakte lydflader. Her er blid kvindevokal og svale, melankolske melodier, og så handler det hele gudhjælpemig også om kærlighed, hvad der trods alt er et slags spring for en kunstner, som for nylig udsendte et album, der havde udstoppede dyr som tema. Nu er det da også Lunden, som står for sangskrivningen, ligesom hun udover at synge spiller guitar, synth og blokfløjte. Kiritchenko giver sit besyv med i form af skrøbelige elektroniske teksturer, knitrende støj og manipulerede reallyde. Hans håndelag for den slags skinner tydeligt igennem, men omvendt er det en ny situation for ham at arbejde inden for rammerne af regulære sange. Spørgsmålet er så, om det er en god idé for ham at begive sig ind på det territorium?
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ved første gennemlytning var lettere skuffet. Det ville være synd at sige, at blandingen af drømmende kvindevokal, folkorienteret indiepop og knitrende electronica er nogen nyhed, og det kræver altså noget særligt, for at min opmærksomhed kan holdes fangen. Det lød jo meget lækkert, men det virkede også, som om Kiritchenkos brillante fornemmelse for lyd var reduceret til ren baggrundsflimmer for nogle lettere anonyme melodier. Og det var jo ikke lige det, jeg havde forventet fra ham.
Efter nogle flere gennemlytninger må jeg dog erkende, at jeg har ladet mig forføre. Forførelse forekommer at være det rette ord, for selvom pladen for en umiddelbar betragtning ikke gør det store væsen af sig, så luller den alligevel stille og roligt én ind i en stemning, der først og fremmest kan beskrives som sexet.